Overdækning af Helsingørmotorvej

Projekteksempel

Lokaludvalget har længe gjort opmærksom på udfordringerne med Helsingørmotorvejen, som både skaber partikelforurening og støj, og er med til at kløve Ryparken og Lundehus over i to separate og fragmenterede kvarterer.

For at bekæmpe dette, og som et led i at skabe et grønnere København, ønsker Bispebjerg Lokaludvalg og borgerne i Ryparken-Lundehus en overdækning af Helsingørmotorvejen. Netop her ligger bygningerne tæt op ad motorvejen med etageejendomme på Ryparken-siden og villaer og rækkehuse på Lundehus-siden.

Trafikproblemerne på strækningen står til at blive endnu værre ifm. Lynetteholmen og Østlig Ringvej – med en stigning på trafikmængder på helt op til 30% på den indre del af Helsingørmotorvejen. En overdækning af den lavtliggende del af motorvejen burde være nemt, og bør ske i et partnerskab mellem stat og kommune. Lokaludvalget har udarbejdet et skitseprojekt i samarbejde med borgerne, og har holdt flere borgermøder og konferencer om emnet.

Politikerne på rådhuset er opmærksomme på problematikken, men har indtil videre sendt ønsket videre til Region Hovedstaden i håb om finansiering. Fra lokaludvalgets side fortsætter indsatsen med at italesætte problematikkerne foranlediget af Helsingørmotorvejen.