Valg til lokaludvalg

I februar 2022 holder alle lokaludvalg i Københavns Kommune valg. Deriblandt selvfølgelig også Bispebjerg Lokaludvalg.

Følg med her på siden for mere information løbende om hvordan valget kommer til at foregå, hvordan du kan stille op og hvordan du kan stemme.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har brug for at vide mere!

Stil op til valget eller vær med til at stem

VIL DU VÆRE MED I BISPEBJERG LOKALUDVALG? ELLER VÆRE MED TIL AT BESTEMME, HVEM DER SKAL?

SÅ ER DET NU DU SKAL PÅ BANEN! 

Som medlem af en lokal forening kan du stille op til lokaludvalget og være med til at præge arbejdet de kommende fire år. Foreninger, råd og brugerbestyrelser, der har aktiviteter på Bispebjerg, kan opstille en kandidat til Bispebjerg Lokaludvalg og stemme til valget. Din forening kan også vælge blot at stemme uden at opstille en kandidat. I begge tilfælde er det vigtigt, at I tilmelder jer valget.

I Bispebjerg Lokaludvalg kan du være med til at udvikle bydelen, dele puljemidler ud og inddrage borgerne i lokale sager. Du kan læse meget mere om Bispebjerg Lokaludvalg, og hvad det vil sige at sidde i lokaludvalget, her på hjemmesiden under fanen ”Om lokaludvalget”. I lokaludvalget kan du bl.a.:

  • Være med til at udvikle lokalområderne i Bispebjerg Bydel
  • Dele puljemidler ud til lokale projekter
  • Hjælpe med at inddrage borgerne i sager, der vedkommer dem
  • Påvirke politikerne på Københavns Rådhus med de lokale perspektiver

Tidsfrister

  • Fristen for at stille op som kandidat til Bispebjerg Lokaludvalg er den 14. januar kl. 12:00.
  • Fristen for at tilmelde sig til kun at stemme til det digitale valg er den 7. februar kl. 12:00.

Hvis du gerne vil møde de andre kandidater, så tag med til nytårskur den 25. januar 2022 kl. 17-18.30 på BIBLIOTEKET på Rentemestervej, hvor alle opstillede kandidater kan præsentere sig.

Selve valget foregår digitalt med en afstemning, der er åben i 2 uger fra den 14. februar 2022. Alle stemmeberettigede vil modtage et link til afstemningen umiddelbart op til afstemningen.

Krav til foreningen

For at opstille en kandidat og/eller stemme til valget er det et krav, at jeres forening, råd eller brugerbestyrelse har eksisteret minimum et år fra den 14. februar 2022, samt har minimum 15 medlemmer. Derudover er det et krav, at foreningen har aktiviteter i Bispebjerg Bydel.

En forening kan kun tilmelde én repræsentant til at stemme. Hvis foreningen opstiller en kandidat, bliver det kandidaten, der er stemmeberettiget.

Hvordan er det at være medlem af lokaludvalget?

Lokaludvalget mødes en gang om måneden og taler om bydelens aktuelle sager. Det kan være fx være:

  • Udvikling af lokaludvalgets egne projekter, såsom processen om Lundehustorvet, sikre kulturarv i Fuglekvarteret og udvikling af mosen
  • Stillingtagen og udarbejdelse af høringssvar på kommunale planer og politikker, der har indflydelse på bydelen
  • Uddeling af puljemidler til støtte for de mange spændende aktiviteter og aktører i bydelen

Du kan også engagere dig i et eller flere af fagudvalgene, der koncentrerer sig om mere specifikke emner. Her kommer man i dybden med de enkelte sager og er med til at udvikle de enkelte projekter. Underudvalgene kan du læse mere om på fanen ”Om lokaludvalget”. Udvalgene plejer at mødes en gang om måneden.

Derudover er lokaludvalgets medlemmer til stede i bydelen ved at afholde arrangementer og deltage i aktiviteter. Vi er ofte på gader og stræder for at høre de lokale borgeres meninger og oplevelser, så vi sikrer, at bydelens udvikling kommer alle til gode.

Lokaludvalget er en oplagt mulighed for at lære bydelen bedre at kende og få udvidet dit netværk. Og det er hyggeligt at være med.

Lokaludvalget er din mulighed for at få indflydelse på bydelen!

Bispebjerg Lokaludvalg | Rentemestervej 76, 2. sal | 2400 Kbh. NV | bispebjerglokaludvalg@okf.kk.dk | web by DZ-015