Vandkvalitet i Utterslev Mose

Projekteksempel

Utterslev Mose er et idyllisk parklignende søområde beliggende i Bispebjerg og Brønshøj-Husum bydele. Vandet er stærkt forurenet, som tidligere nævnt. Bispebjerg Lokaludvalg har igennem mange år samarbejdet med Brønshøj-Husum Lokaludvalg om at sætte fokus på forureningen og oprensningsmuligheder. Dette er sket gennem debatter, foretræde for politikere, udarbejdelse af Helhedsplan og meget andet. Lokaludvalgene og Mosens Venner har i foråret 2023 udgivet en rapport kaldet ”Utterslev Mose – god økologisk tilstand i 2027 – hvordan”.

Den bedste løsning er, udover lukning af kloakoverløb, at skaffe mere rent vand til mosen. Storbyens vigtigste vandførende lag kaldet Carlsbergforkastningen ligger lige under den vestlige del af mosen. Herfra kan store mængder rent vand føres til mosen løbende. Således ”fortyndes” det forurenede vand, så vandet bliver rent, samtidig med at det forurenede sediment på bunden, bliver liggende – det er samme princip som har renset Københavns Havn. Lokaludvalgene arbejder for at udbrede kendskabet til rapporten og at der afsættes den nødvendige finansiering til realiseringen.